Overkongen

Påskesøndag var kedelig. Havde været hos min mor og spist påskemiddag i selskab med en meget stor bunke hunde, der kun tænkte på mad. Det var faktisk helt rart. Men efter lidt tid kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at være i fred fra savlende, dovne og grådige hunde. For meget pels…

Der var tomt hjemme i lejligheden. Trafikken nede på gaden holdt ferie, og jeg var rastløs. Jeg gloede ud i ad vinduet og blev underligt bedøvet af gadelampen, som svajede i vinden med sit gustne lys. Den kedede sig også.

Min telefon ringede. Min bedste ven og en kammerat var på værtshus i nærheden og spurgte, om jeg ikke kom ned. Jeg blev glad. Vi mødtes på et af de brune værtshuse i mit kvarter. Da jeg åbnede døren blev jeg mødt af tobaksrøg, blinkende lys fra en spillemaskine og generel brunhed. Mine venner sad ved et bord og spillede terninger. de var allerede i gang med billige, lokale øl og hilste støjende på mig.
 

“Ssssh”, sagde en kraftig kvinde ved bordet ved siden af. ! “Vagn sover”. Hele værtshuset grinede sagte og indforstået. Mine venner nikkede og viste med deres øjne, at jeg skulle være ironisk respektfuld. I en af værtshusets brune træbåse sad der en mand og sov. Det var åbenbart Vagn. Han kom der nok ret tit.

Det var en sjov aften, som fortsatte på diverse andre brune og røgfyldte beværtninger. Jeg flirtede med arbejdertøser, spillede terninger og snakkede fodbold med mine venner. Jeg kom alene hjem og faldt i klichéagtigt søvn med mit tøj på. Næste dag havde jeg det elendigt. God aften.

Jeg tænkte på Vagn, mens jeg stadig op ad eftermiddagen lå i min seng og overvejede, hvilken slags pizza, jeg skulle bestille. Vagn var en mand på omkring tres år. Og han sov alene på et værtshus. Havde han en kone? Børn? Familie? Arbejde? Hvorfor gik han ud og drak påskesøndag?

Hvorfor gjorde han det? Om tyve år er jeg lige så gammel som Vagn.  

Bryllup i Stockholm. Alt er perfekt. Smuk brud. Min søster. Hun er så lykkelig, og alle er lykkelige på hendes vegne. Efter taler og klapsalver er der et lille afbræk, hvor folk bevæger sig lidt rundt i det ganske alternative festlokale.

”Skyddsrummet”. Et gammelt beskyttelsesrum. Et af mange, der skulle beskytte ”Folkhemmets” blåøjede og ligeværdige indbyggere mod truslen fra øst. I dag er det en granitramme for en fest, der bekræfter livet og kærligheden. Min søsters store, hvide kjole lyser op og overstråler alle de fint klædte og glade gæster. Som det skal være.

Jeg har flirtet med en af tjenerne. Hun hedder Emma. Vi har været ude at ryge sammen. Hun er sød. Blond. Svensk. Nu står hun tæt på min søster. Skænker vin.

Et bordben svigter. Det bordben, som er ud for min søster. Og hendes, hvide, uplettede kjole. Bordpladen skrider, og flere vinglas vælter ud over min søster. Verden går i stå.

Som en dårlig film. Skete det virkelig?

Min søsters ansigt bliver hvidere end kjolen. Kjolen bliver lige så rød som hvid. Hver eneste gæst har det som om, de selv var en brud, der på sit livs lykkeligste dag pludselig mister alt. Det er en virkelig dårlig film.

Tumult er nok det bedste ord. Jeg har i én bevægelse bevæget mig 10 meter og står pludselig og holder en tung bordplade sammen med gommen og tjeneren Emma. Min søster er forsvundet og dramaet er absurdt. Selv om det blot er en kjole med en stor rødvinsplet. Jeg når endda at tænke, om det var min skyld på en eller anden måde.

Ude i garderoben står min smukke søster i sin plettede kjole og ligner et Dannebrogsflag, der er dumpet ned fra himlen midt i fjendeland, i den svenske hovedstad. Hun er omgivet af noget, der ligner 20 kvinder med servietter. De er fokuserede. Min søster griner.

Hende der fik plettet sin kjole, var den, der gik mindst op i pletten. Hun er bruden. Og hun er festens midtpunkt. Nu mere end nogensinde før.

”Jeg er blevet gift. Jeg har den bedste dag i mit liv. Jeg skal aldrig bruge den kjole igen”, siger hun. Jeg elsker min søster. Hun er lykkelig. Jeg er lykkelig.

Det er en fantastisk dag.

Engang blev jeg selv gift. Men det er lige meget i dag.

Gulvet i mit soveværelse har 38 planker. Der er ikke nogen nye beskeder i min indbakke. Jeg gider ikke læse i min bog. Udenfor skinner solen. Indenfor er der mørkt. Men mest af alt er her stille.

Drømmene er sælsomme og uvirkelige på en ubehageligt virkelig måde. Et øjeblik drømte jeg, at hun lavede suppe til mig ude i køkkenet. Jeg var halvt vågen i lidt tid, mens jeg håbede på, at det var kyllingesuppe. Da jeg vågnede helt, måtte jeg igen forlige mig selv med, at der ikke er andre end mig, der bor her. Sådan har det været i over et år.

Bør jeg ringe til en ven og spørge, om han vil komme og passe på mig? Lave te til mig? Fortælle mig, at det er synd for mig? Jeg kan ikke selv lave noget, fordi jeg bare er træt og svimmel. Selvmedlidenhed er åbenbart det eneste, der er på besøg. Håber snart, at den går igen.

Skulle jeg få mig en kat? Skulle jeg ringe til min mor?

Der er ingen, der kommer og besøger mig. Hvorfor skulle de også det? Jeg ligger alligevel bare i min seng uden at gøre noget som helst. Hvis nogen kom på besøg, ville jeg kun tænke på, at jeg er dårligt selskab og håbe på, at nogen ville gå igen.
 
Men det er kun en halsbetændelse. Snart har jeg det bedre. Min hals har i hvert fald.

Jeg håber, at solen skinner i morgen.

Min overbo larmer. Lige over min seng har hun et monstrum stående. Jeg ved ikke, hvad det er, men det giver et højt brag flere gange om dagen. Jeg bliver tit forskrækket.

Jeg har boet under hende i snart fem år. Og jeg har spurgt hende flere gange, hvad det er, der støjer. Hver gang kigger hun på mig med et helt blankt udtryk. ”Det ved jeg godt nok ikke”, siger hun. 

Jeg tør ikke spørge mere. Det er blevet pinligt, når jeg altid får det samme svar. Bragene er blevet flere og højere det sidste års tid. De starter med en stille rumlen og ender med en rungende, men alligevel tør lyd. Som en skydedør med retning fra loftet mod gulvet. Men der er ingen skydedøre i min bygning. Og ingen forklaring.

Hun er en stor kvinde med højt hår. Hun er halvgammel og arbejder på en taxacentral. Hun ligner endda Lizzie fra tv-serien Taxa.  Hendes voksne søn er en rod, som engang blev arresteret nede på min gade, da han boede sporadisk hos sin mor. Han og hans fulde venner ringede engang på min dør for at drille mig, da de var på vej i byen. Jeg hoppede op af min sofa og åbnede min dør hurtigt. Råbte ad dem. En af dem stoppede op på vej ned ad trappen og kiggede på mig med flydende, kolde øjne. Jeg lukkede døren langsomt og resignerende som en undskyldning, der er blevet truet ud af en uskyldig.

Når hun har herrebesøg, kan jeg høre det. Hendes soveværelse er over mit. Enkelte gange er jeg stået op og gået ind i stuen. Føler mig utryg på grund af lydene. De er meget dybe og hæse. De gør mig bange for at blive gammel. Intetkøn.

I dag har jeg hørt brag fra hendes lejlighed mindst 7 gange. Hvad er det? Hvad helvede er det? Lidt tid siden bankede jeg hårdt på radiatoren, da jeg har hørte endnu et brag. Men holdt hurtigt op. Jeg kom i tanke om, at jeg forstyrrede min egen underbo med det.

Et eller andet sted over min seng er der et monstrum, som gør mig nervøs. Jeg tør ikke længere spørge hvad det er.  Det bliver ved med at brage. Skal jeg true sandheden ud af min overbo, eller skal jeg ignorere det? Eller skal jeg bare flytte?

Jeg ønsker ingen af delene. Jeg vil bare have, at bragene holder op.